• ESG
  • Logistik
  • Nyhed

I Danoffice IT, edgemo og edgemo green handler vi med kunder i mere end 182 lande. Samlet set bliver det til tusindvis af globale forsendelser årligt. Med vores fokus på bæredygtighed kalder det naturligvis på handling. Og sammen med DHL fik vi 10.000 rigtig gode grunde til at handle. Vores DHL-forsendelser er nemlig tæt på 10.000 styk årlig, og samtlige af disse bliver fremover CO2-neutrale via DHL Express GoGreen.

Hvor der handles, belastes der. Miljøet og klimaet er under pres, og som det fremgår af vores COP-rapport, har vi både et ønske om at bidrage til en bæredygtig omstilling – og også forpligtet os til det. Derfor er vi glade for at kunne annoncere vores overgang til DHL Express' GoGreen-løsning, hvor vores forsendelser så vidt muligt sendes uden at udlede CO2. Og ved de dele af transporterne, hvor udledning ikke kan reduceres helt, vil DHL kompensere for udledningen, fortæller vores ESG Manager, Henriette Normann-Ekegren: ”Når vi så indgående baserer vores forretningsstrategi efter FN's Verdensmål, betyder det, at vi konstant har øjnene på, hvor vi kan skabe en positiv omstilling i forhold til bæredygtighed. Og DHL's løsning ligger lige til højrebenet. Det er absolut en investering, men ved at investere i DHL's GoGreen-program er vi med til at støtte op om DHL's videreudvikling i transport-bæredygtighed, som i sidste ende også kommer os til gavn”, fortæller Henriette.

Server sendt med cykel?

Det kan meget vel blive virkeligheden, da DHL løbende udvikler og investerer i bæredygtige transportmidler. Allerede i 2020 havde DHL 27.000 cykler og 13.500 el-køretøjer i sin kurér-base. Et tal, som stiger støt år for år. Desuden anvender DHL anno 2022 83% grøn strøm i sit samlede forbrug. ”Vi har indsatsområder på bæredygtighed i bred forstand, men naturligvis sætter vi hårdt ind på vores logistik, som er en absolut kerne i vores forretning. Den er nøglen til, at vi kan nå ud i verdens brændpunkter, men den skal så vidt muligt ikke være en belastning for miljøet”, lyder det fra Henriette.

Et godt match på grønne mål

I edgemo green ønsker vi at nedbringe vores belastning af miljøet, og vi har et stort fokus på at reducere CO2-udledningen fra vores transport af varer. ”Dette hjælpes godt på vej af DHL's fokus på at investere i bæredygtige løsninger, og det kommer for os til at spille en betydelig rolle i det samlede billede”, fortæller Head of Logistics i Danoffice IT, Claus Aagaard, og fortsætter: ”Der er et sammenfald på målsætninger Danoffice IT og DHL imellem, da DHL inden 2025 forventer at nedbringe sin udledning med 50%, mens hele 70% af deres såkaldte first mile- og last mile-løsninger skal være helt fri for udledning. 70% af alle afhentninger og udbringninger i en kæmpekoncern som DHL er virkelig ambitiøst – det giver os som kunde tryghed i vores beslutning”, fortæller Claus.

Henriette supplerer: ”Med aktiviteter i stort set alle lande i verden, og med transport til områder, som både er svære at komme til og usikre at færdes i, så er det klart, at vi er nødt til at operere med flere kurérer. Men med DHL-aftalen tager vi et godt skridt fremad mod vores mål i både Danoffice IT, edgemo og edgemo green. Og så ser vi frem til i fremtiden at indgå lignende aftaler med andre transport-partnere”, slutter Henriette Normann-Ekegren, ESG Manager.

Lad os kontakte dig