- Danoffice IT
- Nyhed
Siden starten i 1995 har hele verden været vores arbejdsplads. Sammen med kunder og partnere når vi ud i de fjerneste hjørner af kloden til mennesker, som har brug for hjælp. Vi arbejder hver dag for at gøre en forskel – og med julen lige om hjørnet, så er det igen tid til at give tilbage. Julen er børnenes fest, og derfor er vores donations-julekalender naturligvis tilbage her i 2024. Fire gange i julen donerer vi til et godt formål med fokus på verdens børn.
I årtier har vi arbejdet sammen med velgørende organisationer verden over, og at vi i dag er førende på dét felt, stiller os i en unik position – og med et stort ansvar. Flere af de organisationer, vi arbejder med, har børns ve og vel som deres centrale fokus. Vi er derfor glade for at kunne bidrage til at gøre en lille forskel for børn, som har det svært. Ikke mindst i en højtid som julen, hvor vi alle rykker lidt tættere sammen. Vi har udvalgt fire forskellige organisationer, som på hver deres måde kæmper for børnene – to danske organisationer og to fra det store udland. Hver uge op til jul offentliggør vi en donation.
Modtagere 2024
Uge 48:
I årets julekalender lægger vi ud med en donation til en nyere dansk organisation. Vi har valgt at donere til Sport ’n’ Charity, som gør et stort arbejde for at hjælpe kræftramte børn tilbage til livet.
Historien går tilbage til 2022, hvor stifterne Frederik Weisz og Martin Albeck-Stender stødte på et forskningsprojekt som viste, hvordan kræftramte børn kan have stor gavn af sport og fysisk træning i forhold til at mindske risikoen for sygdomme, handicap og senfølger. Straks herefter gik de i gang med arbejdet. I dag er organisation en godkendt forening, som efter blot to år allerede har skabt flotte resultater.
Hjælp os med at støtte Sport ’n’ Charity! Her kan du læse meget mere om organisationens arbejde – og også om, hvordan du selv skal støtte deres arbejde: https://sportncharity.dk/stoet/
Uge 49:
Den anden donation i dette års julekalender går til en organisation, som på alle måde er højaktuel – deres fokus er nemlig børns mentale sundhed. Vi har valgt at donere til Change 2 Change, som kort og godt fortæller: ”We teach children to smile and believe in themselves”.
Denne organisation er ikke mindst også aktuel, da den har til huse i Ukraine, og deres arbejde er naturligvis målrettet deres eget land. Al deres støtte går til børn, som er vokset op uden forældre og til ukrainere, som har fået deres hjem ødelagt af krigen. Med base i Kyiv udfolder Change 2 Change et helt særligt arbejde: Psykologien er central i organisationens program, og det går på tværs af deres indsatser, hvor organisationen og dens psykologer hjælper børn og unge med at komme mentale udfordringer til livs – og med at komme styrket videre i livet.
Hjælp os med at støtte Change 2 Change. Her kan du læse meget mere om organisationens arbejde – og også om, hvordan du selv kan støtte deres arbejde: Donate | Chance to change
Uge 50:
Offentliggøres 13. december 2024
Uge 51:
Offentliggøres 20. december 2024
Hjælp os med at hjælpe
I vores donationsjulekalender kan I hver uge hjælpe os med at sætte fokus på gode initiativer, som gør en forskel. Hver uge vil vi sammen med vores donation fortælle om en organisation og dens mål og virke. Vores håb er, at I vil dele det gode budskab mellem hinanden på jeres arbejdsplads og med andre i jeres netværk og familier.
De fire organisationer, som vi i år har valgt at støtte, har alle stærke og positive historier at fortælle. Historier om mennesker, som gør en uvurderlig forskel for andre. Og hvilken bedre lejlighed til at bruge hinanden til at sprede disse historier end nu, i julen?
Vi ved godt, at ikke alle fejrer jul – men vi vil bruge dén samlingskraft, som julen trods alt har globalt, som afsæt til at skabe positiv forandring – uanset, hvad man tror på, eller hvor man kommer fra.
Glædelig jul!