- Danoffice IT
- ESG
En branche i balance – en arbejdsplads i balance. I Danoffice IT arbejder vi indgående med vores ESG-mål om at opnå en bedre kønsbalance, både hos os selv og i vores branche.
Vi har derfor søsat et initiativ, som igennem en række portrætter sætter spot på stærke kvinder, som deler deres unikke rejser til en karriere i it-branchen. Den næste i rækken er Vice President for Solution & Services, Jeanette Nielsen, der gennem 25+ år i IT-branchen har gjort forandring, mod og nysgerrighed til sine vigtigste drivkræfter.
25+ år i en branche, der aldrig står stille
Jeanette er ikke kommet til IT af en linje lige vej eller en fast plan. Tværtimod. Hun har skiftet spor flere gange gennem sin karriere – fra salg til leverance, fra drift til forretning, fra operation til strategi, bevidst og nysgerrigt. Og netop derfor er hun blevet. IT-branchen er i konstant bevægelse, og hver gang verden præsenterer en ny teknologi, en ny udfordring eller en ny måde at arbejde på, bliver Jeanette motiveret snarere end skræmt.
“Jeg er videnbegærlig. Når noget bliver for komfortabelt og stillestående, så er mit arbejde færdigt. IT-branchen bliver aldrig stillestående og det er nok derfor, jeg stadig er her 25 år senere.”
- Vice President for Solution & Services, Jeanette Nielsen
MinVejTilIT
I samarbejde med IT-branchens kampagne, MinVejTilIT, er vores serie af mini-portrætter bygget op omkring tre faste spørgsmål, som kvinder i den danske it-branche giver deres unikke svar på. Her er ”de tre faste” til Jeanette:
– Hvad arbejder du med i virksomheden i dag, og hvilken forskel føler du, at du bidrager med?
“Min titel er Vice President for Solution & Services. Her arbejder jeg strategisk med at udvikle og optimere forretningen på tværs af fem centrale arbejdsområder.”
Hendes ansvar spænder fra vækststrategier og forbedringsinitiativer til medarbejderudvikling og organisationsdesign.
Jeanette beskriver selv sin rolle som en form for ”holdleder” – en der sætter det rigtige team, får mennesker til at spille sammen og sikrer, at organisationen fungerer, uanset om hun er i rummet.
”Mennesker skaber resultater. Min opgave er at sætte holdet, skabe rammerne og sikre, at det fungerer, også når træneren ikke er der,” understreger Jeanette.
– Hvorfor synes du, det er spændende at arbejde i it-branchen, og hvad motiverer dig i dit arbejde?
”Jeg landede faktisk i IT branchen ved et tilfælde, men det viste sig at blive en passion.”
Det var ikke teknologien i sig selv, der trak hende ind, men tempoet, forandringerne og kompleksiteten, som passer perfekt til hendes måde at arbejde på, fortæller Jeanette.
Hun motiveres af at kunne skabe reel forandring: at transformere, forbedre, indføre nye arbejdsmetoder og løfte både mennesker og processer.
”Jeg drives af at ændre noget. Af at gøre ting bedre end da jeg tog over. IT-branchen er hurtig, dynamisk og fuld af nye emner – det er guld for en som mig, der ikke kan stå stille.”
– Hvordan kom du ind i it-branchen?
Jeanette beskriver sin karriere som en rejse, der har taget mange drejninger, ikke efter en plan, men efter muligheder. Hun har skiftet spor, når noget nyt kunne læres eller mestres. Og hun har gennem årene bevæget sig gennem næsten alle dele af værdikæden: salg, leverance, drift, forretning og strategi.
Hun har suppleret sin erfaring med en MBA og fortsætter med at udfordre sig selv fagligt – også i dag.
”Jeg følger ikke en femårsplan. Jeg følger muligheder. Jeg bygger hele tiden ovenpå, fordi mit hoved ikke står stille.”
En karriere skabt af mod, nysgerrighed og viljen til at flytte noget
Der findes ikke ét vendepunkt i Jeanettes karriere. Der er mange. Og hendes tilgang er enkel:
• Lyt til mulighederne
• Tag springene
• Byg ovenpå
• Og flyt noget, hver gang du får chancen
”Jeg ved ikke, hvor jeg er om fem år og det er helt bevidst. Verden ændrer sig, branchen ændrer sig, og mulighederne ændrer sig. Det vigtigste er at blive ved med at være nysgerrig og ved med at ville noget.”
Jeanettes rejse er et stærkt eksempel på, hvordan mod og forandring kan være en styrke, ikke en usikkerhed. Og hvordan kvinder i ledelse kan åbne døre for både sig selv og andre.
Fandt du Jeanettes oplevelser interessante?
Sørg også for at læse om Henriette Normann-Ekegrens rejse som ESG Manager hos Danoffice IT i "Kvinder i DOIT #1."
Du kan også lære om Cate Omelchenko. En inspirerende historien om en rejse fra Ukraine til Danoffice IT i Ballerup.